Episodes
Friday Oct 26, 2018
Neil Armstrong og andre ting, der er helt på månen
Friday Oct 26, 2018
Friday Oct 26, 2018
Vi skal snakke om penge denne gang. En hel masse af dem.
For ved P4G-topmødet i lørdags blev det annonceret, at 6,5 millioner kroner fra Danmarks udviklingsbistand skal gå til den kinesiske e-handelgigant Alibaba – penge, som kunne være gået til projekter i verdens fattigste lande.
Hør hvordan det kan hænge sammen, når Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen kommer i studiet.
Det gør Jørgen Steen Nielsen også, og med sig har han historien om den næste økonom i serien Vi tager økonomien tilbage. Richard Laynard påviste, at lykke ikke stiger med den økonomiske vækst efter et vist punkt. Han formulerede denne smukke sætning: »People need to be needed.«
Rune Lykkeberg har optur over, at det viser sig, at Finanstilsynet faktisk kunne have gjort meget mere for at forhindre Danske Bank-skandalen. De har bare valgt ikke at gøre det. Og så kan vi jo i princippet vælge at sige, at vi ikke kan bruge dem.
Christian Monggaard er heldigvis også i studiet. Han har set Damien Chazelles (jep, det er ham med La La Land) nye film ’First Man’. Den handler om Neil Armstrong, den første mand på månen, og om hans sorg og hans stræben.
Friday Oct 19, 2018
Radio Information har en plan
Friday Oct 19, 2018
Friday Oct 19, 2018
Vi skal tale om to bøger i denne efterårsferiespecial af Radio Information.
I sidste uge var det 50 år siden, at de danske biografgængere første gang mødte Olsen Banden. I den anledning udkom vores alvidende filmredaktør Christian Monggaard med en bassedreng af en bog om filmene, folkene og de hatte, de bar. Ham har vi naturligvis i studiet. Det kan kun blive hygge på hidtil uhørt niveau.
Mere konflikt på drengen er der i debatten om kunkurrencestaten. I sidste måned udgav Informations Forlag professer emeritus Ove K. Pedersen bog Reaktionernes tid. Vi skal høre forfatteren fortælle om konkurrencestatens historiske baggrund, og vores velfærdsmedarbejder Mette-Line Thorup vil tegne debatten og dens positioner op.
Og så er vi kommet til en sjælden perle i vores serie Vi tager økonomien tilbage: En kvindelig økonom. Endda den eneste kvinde, der har vundet den prestigefulde Nobelpris i samme – til dato har priskomiteen kun set sig i stand til at uddele én Nobelpris i økonomi til en kvinde, mens 78 mænd har fået den. Elinor Ostrom hed hun, og hun var med til at gøre op ved forestillingen om, at fælles ressourcer kun kan forvaltes af virksomheder og stater. Faktisk kan fire bønder godt dele en mark, uden at den derved bliver til en pløremark.
Friday Oct 12, 2018
Klimakatastrofen og regeringens klimaudspil
Friday Oct 12, 2018
Friday Oct 12, 2018
Regeringen har leveret en klimaplan, der bringer os på kurs mod katastrofen. Sådan skrev vi på onsdagens forside. For det blev det ugen, hvor regeringen fremlagde sit længe ventede klimaudspil – og ifølge Jørgens Steen Nielsen var det end ikke tæt på at imødekomme det relle behov for omstilling. At der er behov for ambitiøse nationale handlingsplaner, blev skræmmende tydeligt, da det FN's klimapanel (IPCC) mandag offentliggjorde sin store rapport om klodens tilstand. Jørgen Steen Nielsen kommer i studiet og taler om begge dele.
Informations nye kunstredaktør Maria Kjær Themsen kigger forbi til en snak om, hvad der er god kunstkritik. Du får også en miniguide til, hvad vi skal lave i vores efterårsferie. Jeg vil gerne til Aalborg, hvor der er et kunstværk, som ikke er der. Ja, du må lytte med for at blive klogere.
Lone Nikolajsen har set den nye TV 2-krimi Kriger og er begejstret. Rigtig begejstret.
Saturday Oct 06, 2018
Hvad i hede hule kulturhelvede er det lige, der foregår i Det Svenske Akademi?
Saturday Oct 06, 2018
Saturday Oct 06, 2018
I denne uge skulle Nobelprisen i litteratur have været uddelt. Men det blev den ikke – for Det Svenske Akademi, der uddeler prisen, er i dyb krise. Efter en uge, hvor balladens umiddelbare omdrejningspunkt, ’kulturprofilen’ Jean-Claude Arnault, fik to års fængsel for voldtægt, kommer litteraturredaktør Peter Nielsen i studiet og udruller sagen.
Og så skal vi tale om handelskrigen mellem Kina og USA. Vores nye korrespondent i Asien, Lasse Karner, prøver at forstå begge parter.
Vi skal også snakke om BNP. For det er altså ikke nyt, at det brugte mål for nationers velstand er under kritik. Faktisk advarede begrebets fader, den russisk-amerikanske økonom og nobelprismodtager Simon Kuznets om at bruge begrebet alene, allerede da han i 1930’erne introducerede det. Nikola Gøttsche fortæller om Kuznets og hans advarsel.
Og Rune Lykkeberg har atter optur over ingen ringere end Lars Løkke Rasmussen – eller i hvert fald over hans gravlægning af benzinbilen i den tale, han holdt ved Folketingets åbning.