Radio Information

Special: Vores politiske kampe er reelt kampe mellem forskellige menneskeopfattelser

July 27, 2018

I denne uge handler det om kampene i dansk politik. Ugens gæst er David Budtz Pedersen, professor i videnskabsteori på Aalborg Universitet og medforfatter til bogen ‘Kampen om mennesket’. Ifølge ham ligger der under de daglige kampe i politik; kampen om skattelettelser og kampen om dagpengesatsen, kampen mod kriminalitet og for bedre velfærd, en helt grundlæggende kamp: Kampen om mennesket.

Hver dag skriver vi i Information om dagens og ugens aktuelle spørgsmål. De spørgsmål, som optager os på redaktionen, og som vi tror, optager vores læsere rundt om i Danmark. En gang imellem har vi så mulighed for at kigge tilbage og se, hvilke spørgsmål vi har stillet i det forgangne år, og vi har mulighed for at stille nogle af dem endnu en gang. I denne serie af interviews i Radio Information gør vi netop dette: Vi stiller nogle af de spørgsmål, vi har stillet gennem året. Ikke fordi vi ikke kan finde på nye, men fordi de stadig er væsentlige og svære at besvare.