Radio Information

Radio Information: Giften i Grindsted

October 29, 2021

Der er imponerende børneskuespillere, ambitiøst filmfotografi og knugende musik i Skyggen i mit øje, der fortæller den vigtige, men fortiede historie om RAF’s fejlbombning af Jeanne d’Arc-skolen i 1945, skriver Anita Brask Rasmussen i sin anmeldelse. Der er også tung symbolik, kunstig dialog og påtaget nuancering, men det er hun villig til at tilgive instruktør Ole Bornedal. Hør hvorfor. 

Og så skal vi tale om en stadig mere betændt sag i Region Sydanmark. Informations læsere har de seneste uger kunne følge med i afdækningen af det forløb, der ledte op til, at politikeren i 2020 mente, på baggrund af en undersøgelse af fremkomsten af en række sygdomme i byen, at kunne konkludere, at det var sikkert at bo i Grindsted, hvor Grindstedværket fra 1924 til 1976 stod bag en af danmarkshistoriens værste forureninger med sundhedsskadelige kemikalier.

Det kunne man bare ikke konkludere på baggrund af undersøgelsen, indvendte forskerne bag og blev bakket op af uafhængige eksperter. Og nu viser det sig også, at regionen havde usædvanlig meget at skulle have sagt under udarbejdelsen af undersøgelsen. 

Følg serien her

Og så har chefredaktøren en optur over, at det lykkedes for en australsk komiker med hjælp fra et par truede/nuttede dyr at omvende Australiens klimaskeptiske premierminister, Scott Morrison, der nu sætter mål om at opnå netto-nuludledninger af drivhusgasser inden 2050.