Episodes
Friday Jul 27, 2018
Friday Jul 27, 2018
I denne uge handler det om kampene i dansk politik. Ugens gæst er David Budtz Pedersen, professor i videnskabsteori på Aalborg Universitet og medforfatter til bogen ‘Kampen om mennesket’. Ifølge ham ligger der under de daglige kampe i politik; kampen om skattelettelser og kampen om dagpengesatsen, kampen mod kriminalitet og for bedre velfærd, en helt grundlæggende kamp: Kampen om mennesket.
Hver dag skriver vi i Information om dagens og ugens aktuelle spørgsmål. De spørgsmål, som optager os på redaktionen, og som vi tror, optager vores læsere rundt om i Danmark. En gang imellem har vi så mulighed for at kigge tilbage og se, hvilke spørgsmål vi har stillet i det forgangne år, og vi har mulighed for at stille nogle af dem endnu en gang. I denne serie af interviews i Radio Information gør vi netop dette: Vi stiller nogle af de spørgsmål, vi har stillet gennem året. Ikke fordi vi ikke kan finde på nye, men fordi de stadig er væsentlige og svære at besvare.
Friday Jul 20, 2018
Specialpodcast: Bo Lidegaard og Rune Lykkeberg om den ubegribelige verden
Friday Jul 20, 2018
Friday Jul 20, 2018
Radio Information har lavet en tradition. Vi gjorde det i sidste år og nu har vi gjort det igen:
Rune Lykkeberg har inviteret sin gamle chef, gode ven og evige vejleder Bo Lidegaard i studiet til en samtale om verdenssituationen. Hele verdenssituationen.
Han har taget nogle af de spørgsmål, han selv er mest i tvivl om, og er kørt ud til Lidegaards sommerhus på Odden for at få svar:
Hvor bange skal vi være for Donald Trump, hvor meget kan vi tro på Europa, hvor bekymrede skal vi være for NATO, hvor alvorlig er krisen i den tyske regering, og hvor meget skal vi tro på de nye progressive bevægelser i Amerika?
De taler om det hele. Og de er hvert fald enige om en ting: Dette er i sandhed interessante tider.
Friday Jul 13, 2018
Sommerspecial med Rune Lykkeberg: Flemming Rose om Rusland
Friday Jul 13, 2018
Friday Jul 13, 2018
Verden går ikke på sommerferie, så det gør Radio Information selvfølgelig heller ikke. Det er nu, der er tid til at lytte og lære noget. Så vi inviterer hver uge én gæst i studiet til en samtale, hvor vi spørger til alt det, vi selv er optaget af uden at kunne finde svar.
Chefredaktør Rune Lykkeberg har i denne uge talt med forfatteren og journalisten Flemming Rose om det, han selv beskriver som sit livs største intellektuelle udfordring, nemlig Rusland. Lykkeberg har selv for første gang været i Rusland og blevet overvældet og imponeret – han har forstået, at der er så meget om Rusland, han ikke forstår.
Flemming Rose hjælper os med at blive klogere på et land, han har været optaget af i årtier. Intellektuelt, eksistentielt og politisk.
Lyt også til Det skønne Rusland med Lasse Jensen, hvis du er mere nysgerrig på russisk kultur.
Friday Jul 06, 2018
Opioidernes indtog i USA
Friday Jul 06, 2018
Friday Jul 06, 2018
Velkommen til den sidste ordinære omgang Radio Information inden sommerferien. Til gengæld er den lang. Og klog. Og rørende. Og ret sjov.
Vi skal tale om det omfattende misbrug af opioider i USA. Journalist Line Vaaben og fotograf Sigrid Nygaard har besøgt den lille by Madison i West Virginia, hvor Mary Kathlyn Mullins levede og døde – af en overdosis, som i dag er den hyppigste dødsårsag bland amerikanere under 50 år. Line Vaaben er i studiet.
Vi får også besøg af vores korrespondent i Tyskland Mathias Sonne til en snak om den tyske regeringskrise og perspektiverne for Angela Merkel, mens Rune Lykkeberg har sig en relateret optur over, hvad han tror, er en snigende erkendelse af, at vi alle sammen – også Viktor Orbán – har brug for at Tyskland holder sine grænser åbne.
Og så skal vi tale om revy. En ærkedansk kunstform, der stadig trækker fulde huse og giver os mulighed for at grine lidt ad tingenes tilstand. OG IKKE NOK MED DET! Vi skal simpelhen høre en uropførelse af et nyskrevet revynummer opført af ingen ringere end Informations egne Kristan Villesen og Rasmus Bo Sørensen. Det er dem, der hvert år til avisens julefrokost revser ledelsen (og gør almindelig pis med os andre), og nu har de sat sig selv en vanskelig opgave, som læserne kan følge med i de næste fem uger i sommersektionen Højsæson: De vil skrive Informations helt egen sommerrevy. Vi lægger ud med ’Glansnummeret’, hvor en penis uden forhud møder en penis med.
Og så må I have en rigtig god ferie. Og tak for, at så mange er jer har lyttet så trofast med!
Radio Information vender tilbage i sin almindelig form i uge 33, men der bliver heldigvis ikke stille på kanalen. Rune Lykkeberg og Otto Lerche vil fylde den op med samtaler om vigtige ting med kloge hoveder. Næste uge møder Rune Lykkeberg Flemming Rose til en snak om Rusland.