
Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært: Rasmus Bo Sørensen
Episodes

Aug 8, 2025
Aug 8, 2025
52 min
Selv om det ifølge straffeloven er forbudt at sælge »utugtige billeder eller genstande« til personer under 16 år, så har der længe været fri adgang til det hele på internettet. Men nu vil EU med Danmark som foregangsland forsøge at begrænse børns adgang til internettet, herunder til pornosider. Det skal ske via en fælleseuropæisk applikation til alderstjek – men er en teknisk løsning overhovedet en løsning? Sebastian Gjerding udlægger dilemmaerne i det nye tiltag, som samtidig er et opgør med hele forestillingen om internettet som et frit og ureguleret helle.
I 22 måneder har Israel ført krig mod Hamas. I 22 måneder har den palæstinensiske civilbefolkning betalt prisen. Og i 22 måneder er Gaza blevet et stadigt mere ubeboeligt sted. Over 60.000 personer er blevet dræbt, herunder 18.500 børn, og 3,3 mio. mennesker har behov for humanitær hjælp. Alligevel planlægger Israel nu at eskalere krigen yderligere med en offensiv ind i det allerede smadrede Gaza. Både internationalt og internt i Israel vokser kritikken og presset imidlertid på Netanyahu for at afslutte krigen, fortæller Anton Geist.
Gammel kærlighed ruster ikke, siger man, og tesen bekræftes i DR’s nye datingprogram, Hotel Romantik, hvor 20 gråhårede mænd og kvinder indlogerer sig på et alpehotel i Schweiz for at opsøge en måske ’sidste-chance-for-romance’. Her møder vi blandt andre Hans, der aldrig fik den familie, han drømte om, Lise-Lotte, der mistede et barn i et trafikuheld, og Kirsten, hvis mand tog sit eget liv. På den baggrund – og som vores anmelder Lone Nikolajsen formulerer det – »bliver dét at svinge sig lystigt rundt i en partybus til en respektindgydende handling i al sin hårdt tilkæmpede munterhed«. Hør hende uddybe sidst i programmet.
Velkommen til.

Aug 1, 2025
Aug 1, 2025
55 min
En dag i september dør Matthias’ far i en faldulykke. Blandt hans efterladenskaber findes et manuskript, der opruller en fortiet familiehistorie om nazisme, modstand og borgerlig dekadence. Da onkler og tanter dukker op fra øst og vest for at deltage i bisættelsen, hvirvles fortiden op og spørgsmålet melder sig: Hvem var faren egentlig?
Efter faldet er en fortælling om drømme og sammenbrud og en personlig beretning om at miste. Bogen er Matthias Dressler-Bredsdorffs debut som forfatter, og i denne sommertale med Rune Lykkeberg, som er optaget foran et livepublikum i Informations kantine, taler han om den bog, han har skrevet, og om den bog, han egentlig ville have skrevet.
Matthias Dressler-Bredsdorff (f. 1988) er skribent ved Dagbladet Information. Han har tidligere været tilknyttet Sorbonne Université som lektor i dansk.
Du kan købe bogen her – hvis du er abonnent, får du 20 procents rabat. Hvis ikke du er abonnent, kan du lige nu få 1 måned gratis her.

Jul 25, 2025
Jul 25, 2025
58 min
Hvad skal man egentlig se i tv? Udbuddet bliver stadigt større, og ingen synes rigtigt at have overblikket længere. Det har vi heller ikke på Information. Men i anledning af sommeren har Rune Lykkeberg inviteret tre af avisens skarpeste kritikere i studiet for at filmsludre om tre tv-serier, der alle har det til fælles, at de handler om penge og klasse.
I ’Information ser fjernsyn’, som vi kalder dette sommerlige formeksperiment, kaster Rune Lykkeberg og et panel bestående af Lone Nikolajsen, Bodil Skovgaard Nielsen og Matthias Dressler-Bredsdorff sig over følgende tre serier: Reservatet (Netflix), skrevet af Ingeborg Topsøe og instrueret af Per Fly. Løgnen (TV2 Play), skrevet af Karina Dam og instrueret af Louise Friedberg. Samt Andre folks penge (DR TV), skrevet af Jan Schomburg og instrueret af Dustin Loose og Kaspar Munk.
Sidst i programmet giver de tre kritikere hver deres pengerelaterede kulturanbefaling til videre fornøjelse ude i sommerlandet.
Anmeldelsen af Maria Kjær Themsen, som bliver omtalt, kan findes her.

Jul 18, 2025
Jul 18, 2025
1hr 21 min
I sommerferien vikarierer Rune Lykkeberg for Anna von Sperling på Radio Information. For niende år i træk mødes han med sin mentor og ven Bo Lidegaard i det vestsjællandske i denne udgave af det, vi har valgt at kalde ’Sommersamtaler’. Her gennemgår de blandt andet, hvordan vi lige nu gennemlever en udvikling, vi aldrig har se mage til i vores levetid, og hvordan verden er ved at forandre sig fundamentalt i kølvandet på Trumps anden præsidentperiode, Kinas voksende magt og krigen i Ukraine.
Samtidig er vi er midt i en overgang fra 80 års markedsøkonomi til en moderne udgave af en krigsøkonomi, og forskellen på de to er fundamental. Nu er det ikke længere samhandel med resten af verden, men evnen til at opkøbe og producere krigsmateriel, der bliver afgørende for vores fremtid.
Undervejs i samtalen kalder Bo Lidegaard det desuden et ’historisk svigt’, at vi har overladt den offentlige samtale til amerikanskejede sociale platforme. Den udvikling mener han nemlig er en større trussel mod vores demokrati, end Rusland er.
Hør hvorfor i denne udgave af sommersamtaler.

Jul 11, 2025
Jul 11, 2025
57 min
Hvad vil det sige at være palæstinenser i Danmark? Det seneste års offentlige debat har vist, at det har været svært for vores statsminister og mange andre at anerkende, at de palæstinensere, der er i Danmark, er danskere ligesom alle andre og skal omfattes med samme solidaritet og minimum af sympati. Man kan begræde, at det ikke falder naturligt, men det nytter ikke noget. Det, der nytter, er at dele historier og livsfortællinger med hinanden.
Tidligere på året udkom en vigtig bog med titlen Palæstinenseren. Den består af ti personlige vidnesbyrd om, hvad det vil sige at være palæstinenser i Danmark. Hvordan dén identitet både kan være en byrde og en kilde til stolthed. Og hvilke store historier, der gemmer sig i den – men også hvilke krav og forventninger, som følger med.
I denne uges sommersamtale taler Rune Lykkeberg med to af redaktører bag bogen om deres erfaringer som dansk-palæstinensere. Gæsterne er:
Journalist Layal Freije, der bl.a. er radiovært på programmet Gaza FM på Radio IIII og skriver om Mellemøsten for Information. Hendes bedsteforældre kommer fra Al-Khalisa.
Og jurist Tarek Ziad Hussein, der er direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom (DFUNK) og bl.a. forfatter til bogen Det sorte skæg. Tareks familie stammer fra Sha’ab på farens side og Sheikh Danun på morens side.
Palæstinenseren - Personlige refleksioner over arven fra Palæstina udkom på Gads Forlag tidligere i år og kan købes i enhver boghandler.

Jul 4, 2025
Jul 4, 2025
38 min
Zohran Mamdanis sejr ved de demokratiske primærvalg til borgmesterposten i New York er en vaskeægte sensation. I februar lå den erklærede socialist til at få én procent af stemmerne, men så rullede bolden. Måske fordi hans kampagne har været entydigt fokuseret på letforståelige og bredt appellerende løfter som gratis busser, fri børnepasning, loft over huslejerne og højere skat til de rige. Som han sagde:
»Det her er den rigeste by i det rigeste land i verdenshistorien, men arbejderklassen, der har bygget den, kan ikke bo her.« Mathias Sindberg tegner et portræt af manden, der for nogle er en helt, og for andre et symptom på, hvor dyb Demokraternes krise er.
Vores fremragende kulturredaktør og historienørd Anita Brask Rasmussen har set TV2’s nye arkæologi-spændingsserie Danefæ, som hun mener udgør en »elegant sammenskrivning af en nutidig ægteskabelig krise og et af de store diskussionspunkter i arkæologien: I hvor høj grad et kønnet blik på fund og kilder har præget vores opfattelse af magtfordelingen på Harald Blåtands tid«. Hun kommer i studiet og uddyber.
Og så skal det handle om pesticider. De mest skadelige for mennesker og miljøet, hvis brug ifølge EU-Kommissionen skal halveres frem mod 2030. Men i Danmark er salget tværtimod steget markant, viser beregninger, som Information har foretaget på baggrund af tal fra Miljøstyrelsen. Lasse Schou Andersen og Bo Elkjær er gæster.

Jun 27, 2025
Jun 27, 2025
42 min
»Trumps angreb på Iran og hans allieredes knæfald er et klart signal om, at de ikke bøjer sig for regler eller institutioner, men for overmagtens realitet. Det er et budskab til alle: Velkommen til den lovløse verden.« Sådan skriver Rune Lykkeberg i en leder i denne uge – bl.a. med adresse til statsminister Mette Frederiksen. Chefredaktøren uddyber i dagens program.
Vi skal også til NATO-topmøde i Haag, hvor NATO-landene forpligtede sig til forsvars- og sikkerhedsudgifter på hele 5 procent af BNP. Og hvor vores Europa-korrespondent Tore Keller var til pressemøde med hele balladens hovedperson: Donald Trump. En samlet NATO-kreds havde tilsyneladende besluttet at kæle eftertrykkeligt for den amerikanske præsidents ego, og umiddelbart gav det pote – altså, lige til han taler med nogle andre og ændrer mening, lyder analysen fra Tore Keller.
Og endelig skal det handle om cigaretternes kulturelle genkomst. Vi ved, at de er skadelige for helbredet, og alle er enige om, at tobaksindustrien er ond. Alligevel har cigaretterne igen fået kulturel medvind, siger vores kulturanalytiker Bodil Skovgaard Nielsen. Men hvorfor?

Jun 20, 2025
Jun 20, 2025
44 min
Den internationale retsorden er i dyb krise, og hidtil har vi givet de andre skylden. Men vi er selv med til at nedbryde den, når vi ignorerer, hvad der er den fremherskende vurdering blandt juridiske eksperter: At Israels angreb på Iran er i strid med international ret.
Det skriver Anton Geist i en leder. Han uddyber, mens Rune Lykkeberg analyserer Israels motiver og Irans klemme. For faktisk trivedes Præstestyret bedre i den gamle verdensorden, hvor man nøjedes med at se truende ud. Nu fremstår de bare som som en papirtiger, siger chefredaktøren.
Og så har kulturredaktør Anita Brask Rasmussen set tredje og sidste del af Frelle Pedersens hjemstavnstrilogi. Hjem kære Hjem, hedder filmen, der foregår i den sydjyske hjemmepleje. Og den er en mesterlig eksistentiel horrorfilm om velfærdsstatens engle, mener hun.

Jun 13, 2025
Jun 13, 2025
41 min
Torsdag udkom Dagbladet Information med en forside, der opfordrede til ikke at se væk fra grusomhederne i Gaza. Med inspiration fra den svenske avis Aftonbladet bragte avisen en række fotografier af de rædselsvækkende realiteter og konfronterede vores politikere med dem. For som chefredaktør Rune Lykkeberg skriver i torsdagens leder: »Det, du ser på billederne, er de helt forudsigelige konsekvenser af noget, som kun kunne ske, fordi Israels allierede lod det ske.«
Men hvorfor valgte avisen at bringe de grusomme billeder? Journalistisk chefredaktør Anton Geist svarer på spørgsmål.
Epstein-sagen kan betragtes som en slags MAGA-bevægelsens hellige gral. For spørgsmålet om, hvorvidt kendte amerikanere har været involveret i den sextrafficking af mindreårige, som rigmanden Jeffrey Epstein stod anklaget for, før han døde, har længe indtaget en særlig plads blandt en hård kerne af Trump-tilhængere. Men det ser ud til at ramme Trump-administrationen som en boomerang. For det var i forvejen svært at levere på løftet om at afsløre sandheden, altså endnu ikke kendt indhold i de såkaldte Epstein-files, og det blev ikke nemmere, da en forsmået Elon Musk i sidste uge greb til tasterne og påstod, at grunden til hemmeligholdelsen var, at Trump optrådte i filerne.
»Den verden, de har hjulpet til med at skabe, en verden hvor konspirationer ødelægger fakta, er nu den verden, de er nødt til at bebo,« sagde politologen Robert Muirhead for nylig til New York Times. Mikkel Vuorela udlægger sagen sidst i programmet
Og så er det tid til folkemøde, hvor – ja, folket – møder politikerne. Og de stadig flere såkaldte politiske professionelle, der bebor vores demokrati. Magtudredningen 2.0, udformet af forskere fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, udpeger lobbyister og kommunikationsfolk som en særlig trussel mod demokratiet. Men udfylder de ikke bare det tomrum, der opstod, da alle vi andre valgte sofaen fremfor mødet i den lokale partiforening? Debatredaktør Gry Inger Reiter kommenterer konklusionerne.

Jun 6, 2025
Jun 6, 2025
1hr 9 min
I denne pinse-special af Radio Information skal vi en tur i Trump-land med Mathias Sindberg og Rune Lykkeberg. For der er lidt at samle op på: I forrige uge vedtog et snævert republikansk flertal i Repræsentanternes Hus det, Donald Trump har døbt »The Big Beautiful Bill«, men som, mener Sindberg, er svær at beskrive som andet end »et historisk klasseforræderi«. I sidste uge meldte Trump ud, at det var slut med udenlandske studerende på Harvard Universitet og i denne uge, efter sin afgang fra jobbet som chef for DOGE, skruer Elon Musk op for konflikten med sin gamle bonkammerat Trump. Lyt med og få en klog udlægning af begivenhederne.
Og så skal det handle om Palæstina. For omsider er Israels allierede i Europa begyndt at lægge et vist pres på Benjamin Netanyahus regering i et forsøg på at bremse dens uhørt brutale krig i Gaza. Mindre opmærksomhed får Israels fremfærd på Vestbredden. Senest har den israelske regering annonceret, at den vil etablere 22 nye bosættelser på Vestbredden. Og som den israelske avis Haaretz konstaterer, er der tale om »en de facto annekteringsproces«. Anton Geist er gæst.
Og så skal vi tale om TV2’s hitserie Løgnen og ikke mindst den ene af de to hovedroller: Tessa, som har genskabt anmelder Bodil Skovgaard Nielsens tro på dansk tv-drama. Som hun skriver i ugens kulturkommentar: »Var du også lidt skeptisk, da du hørte, at rapperen Tessa ville springe ud som skuespiller i TV 2-serien ’Løgnen’? Så kom med i klubben, hvor vi æder vores fordomme.« Hør hende uddybe, hvad hun mener med dét.

May 30, 2025
May 30, 2025
45 min
»Hvis man som borger ser, at nu bliver der gjort skade på vores fælles levegrundlag, på naturen, så har man ikke bare ret, men måske endda pligt til at gøre fredelig modstand mod det.«
Sådan siger den 33-årige aktivist Ida Nicolaisen fra bevægelsen Extinction Rebellion, efter hun i byretten blev dømt for 11 lovovertrædelser, men kendt straffri for to af dem med henvisning til nødretsparagraffen i straffeloven. Den siger: »En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods.«
Men gælder det også, hvis du forsvarer et træ mod fældning eller en salamander mod at miste sit levested? Jurister er uenige. Niels Malmos har set på sagen.
Lone Nikolajsen har set ’Andre folks penge’ på DR, som hun kalder en »topunderholdende spændingsserie om kontorarbejde«. Det er et fiktionsdrama baseret på virkelige hændelser, altså den såkaldte udbyttesag, der kostede den danske statskasse anslået 12,7 milliarder kroner. Hør, hvorfor skattemedarbejdere faktisk er overraskende gode heltefigurer.
Og så skal det handle om Finansministeriet. I vismændenes forårsrapport, der udkom tirsdag, sætter de endnu en gang fingeren på et særdeles ømt punkt i ministeriet, nemlig mangel på empiri til at understøtte deres regnemodeller. Hør, hvorfor det er så vigtigt – og endda temmelig spændende.

May 23, 2025
May 23, 2025
47 min
»Danmarks næstmest magtfulde post efter posten som statsminister.«
Sådan beskrives formandsposten i Novo Nordisk Fonden i en leder i Børsen – og med reel kontrol over såvel Danmarks mest værdifulde virksomhed som verdens største almennyttige fond, lyder dén beskrivelse ikke helt forkert. Posten besiddes i dag af Lars Rebien Sørensen, en »bramfri general« med vestegnsdialekt, masser af visioner og ingen til at kontrollere sig. Kristan Villesen tegner et portræt af manden, der har helt utrolig meget magt og hele tiden får mere. Er det et problem?
Vi skal også tale om en russisk kvinde, der var politisk aktiv i Liberal Alliance og siden hen i fredsbevægelsen – betalt af Moskva. For den russiske stat finansierer nemlig en påvirkningskampagne, der bruges til at sprede propaganda og præge holdningen til krigen i Ukraine i den danske befolkning. Det afslører lækkede dokumenter fra den statslige russiske fond Pravfond, som DR og Information er kommet i besiddelse af. Sebastian Gjerding og Bo Elkjær fortæller.
Og så kommer chefredaktør Rune Lykkeberg forbi for at tale om situationen i Gaza, hvor næsten en halv million palæstinensere er på kanten af en sultkatastrofe, efter at Israel har blokeret for adgang til nødhjælp i over to måneder. Men der bliver også tid til at tale om de politiske bevægelser, der trods alt sker i Europa i retning af at øge presset på den krigsførende nation.

May 16, 2025
May 16, 2025
46 min
Man kan diskutere, hvad trumpisme er, men skamløst kleptokratisk, det er den i hverfald. I ugen, der gik, modtog Trump et Boeing 747-8 fly til den nette sum af 400 millioner amerikanske dollars, svarende til over 2,5 milliarder danske kroner, af Qatars emir. Alt imens han skovler penge ind på sine såkaldte meme-coins, der betyder, at enhver kan kanalisere så mange penge, de orker, direkte til verdens mest magtfulde præsidents private konto. Mathias Sindberg har fulgt sagen, der hæver den traditionsrige amerikanske korruption til et helt nyt niveau.
Og vi bliver ved de hovedrige. I den nye danske Netflix-serie Reservatet, instrueret af Per fly og med manus af Ingeborg Topsøe, udspiller handlingen sig i rigmandsghettoen nord for København, og serien er – ifølge vores anmelder Bodil Skovgaard Nielsen – et forfriskende dansk klassedrama, der ikke beder os om at leve os ind i de rige svins plagede psyker, men syleskarpt rammer den særlige måde, man er rig i Danmark.
Og så skal det handle om atomkraft. For efter 40 års forbud mod at lade a-kraft indgå i den danske energiplanlægning har en samlet blå opposition krævet forbuddet ophævet og klima- og energiminister Lars Aagaard (M) har varslet et større analysearbejde, som skal undersøge og afveje potentialer, muligheder og risici ved at benytte atomkraft som supplement til sol- og vindenergi i den fremtidige energiforsyning herhjemme. Jørgen Steen Nielsen tager os tilbage til 1985.
Lyt også til ugens episode af Information forklarer klimaet, hvor William Sass fortæller om atomkraftens historie.

May 9, 2025
May 9, 2025
47 min
Det israelske sikkerhedskabinet godkendte i denne uge en plan om at indkalde titusindvis af reservister for at eskalere offensiven yderligere i enklaven, indtage en endnu større andel af landområdet og fordrive størstedelen af befolkningen til en enkelt humanitær zone.
FN vurderede for nylig, at situationen er værre end på noget andet tidspunkt i løbet af den halvandet år lange krig, og Røde Kors advarer om, at Gaza »i fraværet af øjeblikkelig handling« vil »synke dybere ned i et kaos, som humanitære indsatser ikke vil kunne afhjælpe«.
Men gør vi i Danmark nok for at bidrage til at forhindre dette civilisatoriske sammenbrud, beskytte civile og opretholde international ret?, spørger Anton Geist i en leder. Han kommer i studiet og udfolder de muligheder, som Danmark ville have – hvis Danmark faktisk ønskede at leve op til skåltalerne om den internationale retsorden.
Og så skal det handle om den københavnske klimaplan. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har meldt sig klar til at gøre noget, som andre politikere ryster i bukserne over: At gøre op med københavnernes tårnhøje klimaaftryk. De har derfor i kommunens nye klimastrategi foreslået et mål om at halvere udledningerne fra københavnernes forbrug – helst inden 2035.
Men da rådhusets politikere blev præsenteret for en konkret plan – udformet af embedsværket – for, hvordan vi skal nå det nye progressive mål, udviklede det sig nærmest til et kapløb om at tage mest muligt afstand fra den. Marie Sæhl fortæller.
Og så skal vi sende Christian Monggaard pænt til Cannes – for 25 gang! Men lige inden han får lov til at dandere i det sydfranske med stråhat og hørsæt, skal han lige anmelde en ny dokumentarfilm om den tyske filmmager (og fascist) Leni Riefenstahl, der var kunstnerisk beundret for foruroligende innovative propagandafilm lavet til Adolf Hitlers ære, men som selv forsvarede sig med, at hun var var politisk naiv og kun interesseret i skønhed.

May 2, 2025
May 2, 2025
59 min
Med Trump i Det Hvide Hus er der startet en bølge af forbrugerboykot af amerikanske varer i mange lande, herunder i Danmark – og den tendens mærker man tydeligt i Asens, hvor Jolly Cola brygges. Salget i februar og marts i år har ligget 110 procent højere end de samme måneder sidste år, og interessen ser ikke ud til at aftage. Af og til må bryggeriet endda melde udsolgt, når nye kunder henvender sig, fordi de gerne vil sælge Jolly. Kristian Villesen tegner et portræt af den gamle danske cola-lillebror, der kom til verden i 1959 som en nationalistisk reaktion på netop USA.
Det skal også handle om en anden national modstandskamp. Ved det canadiske valg vandt det liberale parti og dets nye leder Mark Carney en overbevisende sejr ved ugens parlamentsvalg. Chefredaktør Rune Lykkeberg har optur over dét – og over Canada som sådan.
Og så skal det handle om de omdiskuterede bosteder. Efter Informations afsløringer af kritisable forhold på botilbuddet Frisk-Pust erkender Socialtilsyn Øst nu i en redegørelse til socialministeren at have begået flere fejl i tilsynet med botilbuddet. Det er på en »enkel måde« muligt for »brodne kar« at udnytte botilbudsområdet til at misbruge offentlige midler, konkluderer tilsynet og opfordrer til en lovændring. Laura Friis Wang og Jette Aagaard forklarer.
5. maj fylder Dagbladet Information 80 år. Det fejrer vi med en særavis, og så har vi været i arkiverne og vækket nogle af de gamle tekster til live for nye ører. Lyt med sidst i programmet, hvor du får en fuldt monteret lydfortælling om de dramatiske dage i maj 1945, hvor Outze og de andre rødder indtog Skt. Annæ Passage.

Apr 25, 2025
Apr 25, 2025
1hr 4 min
En kontroversiel amerikansk virksomhed med tætte forbindelser til USA’ s efterretningstjenester og præsident Trump har som it-leverandør til det danske politi direkte adgang til følsomme oplysninger. Virksomheden er ejet af den ekstremt højreorienterede rigmand Peter Thiel – og i en tid, hvor Danmark bliver stadig mere usikker på sit forhold til USA, vækker det bekymring hos forskere og eksperter i it-sikkerhed. For hvad kan de følsomme oplysninger bruges til, hvis de kommer i de forkerte hænder? Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen fortæller.
Mens millioner af katolikker verden over sørger over Pave Frans’ bortgang, raser Rune Lykkeberg over den hykleriske, korrumperede og dybt antidemokratiske institution, der i årevis har set igennem fingre med og dækket over misbrug af børn og unge. Men midt i religionskritikken, bliver der også tid til at tale om chefredaktørens personlige mellemværende med det metafysiske og hans forhold til blandt andre – Jesus.
Filmredaktør Christian Monggaard giver et overblik over nogle af de senere års mange pavelige film og tv-serier. Hvilke er værd at bruge tid på – og hvad skyldes den tilsyneladende umættelige appetit på Vatikanet og dets hemmeligheder?
Men vi begynder hos vores klimamedarbejder Marie Sæhl. For flere aviser kan for tiden berette om et dalende klimaengagement – i Danmark såvel som i resten af verden. Interessen for det grønne er angiveligt aftagende, og nu er det forsvar og sikkerhed, der fylder. Men passer det overhovedet, at danskerne har mistet interessen for klimaet? Eller er historien måske ligefrem den modsatte?

Apr 18, 2025
Apr 18, 2025
1hr 2 min
Trump er vred. Rigtig vred. For han havde håbet at bruge forskningsmidler til at få de amerikanske universiteter til at give efter for sindelagskontrol, men i denne uge sagde USA’s rigeste universitet, Harvard, fra. Vores USA-korrespondent, Martin Burcharth, følger balladen på eliteuniversitetet tæt fra sin bopæl i Boston nær campus.
Angrebene på Gaza er intensiveret, og onsdag meldte Israel ud, at de har tænkt sig at blive i de sikkerhedszoner, de har etableret i Gaza – også efter krigen. Samtidig vokser protesterne mod krigen fra blandt andet ansatte i hæren og efterretningsvæsenet. Er Israel ved at gå ind i slutfasen? Og er det Donald Trumps plan for forflyttelse af palæstinenserne, der er ved at tegne sig? Anton Geist giver nogle bud
Og så skal det handle om al den gode kultur, som vi kan bruge påskedagene på at nyde. Kulturskribenterne Bodil Skovgaard Nielsen og Matthias Dressler-Bredsdorff giver anbefalinger til, hvad du skal læse, se og opleve. Blandt andet kunne man jo vælge at droppe de mange amerikanske tv-serier om selvoptagede, brutale mænd – for måske de har normaliseret den mandetype så meget, at vi ikke opdagede det, da de tog magten.

Apr 11, 2025
Apr 11, 2025
42 min
Jo mere man gennem tiden har kritiseret politikerne for at forsømme at løse velfærdsstatens allervigtigste opgaver, desto højere skal man juble, når de faktisk gør noget – især når der tilmed følger nye penge med. Sådan et tilfælde er den tiårsplan for psykiatrien som regeringen fremlagde tirsdag. Vores sundhedsmedarbejder Louise Drivsholm er i studiet for at fejre, at noget tyder på, vi endelig får en psykiatri, vi kan være bekendt.
Vi skal også til Gaza, hvor en massegrav med ligene af 15 redningsfolk fra Palæstinensisk Røde Halvmåne, og det israelske forsvars vildledning om drabene, bestyrker mistanken om, hvor beskidt en krig Israel fører: At palæstinensere bliver dræbt vilkårligt og på måder, der åbenlyst er i strid med krigens regler. Og at Israel målrettet går efter hospitaler og medicinsk personale, der ellers skulle være beskyttet af international ret. Journalistisk chefredaktør Anton Geist har fulgt sagen.
Det skal selvfølgelig også handle om ugens helt store historie: Den kovending i toldpolitikken, som Trump foretog denne uge, da han udsatte de ekstraordinære toldsatser 90 dage – på alle andre lande end Kina. Hvordan skal vi tolke det pludselig skifte – og hvad betyder det for Europa? Vores Europakorrespondent Tore Keller er igennem fra Paris om våbenhvilen i toldkrigen.

Apr 4, 2025
Apr 4, 2025
1hr 6 min
»Kære Socialtilsyn. Jeg skriver for at gøre opmærksom på foruroligende og yderst kritisable forhold i Frisk-Pusts botilbud.«
Sådan skriver en tidligere medarbejder i én af mindst 19 advarsler sendt til Socialtilsyn Øst de seneste år om Frisk-Pust. En koncernlignende bostedsvirksomhed, der hvert år modtager millioner af kommunale kroner for at huse sårbare borgere med psykiatriske diagnoser.
Men selv om socialtilsynet altså adskillige gange er blevet advaret om både omsorgssvigt og vold mod beboerne, ja, så er Frisk-Pust endnu ikke blevet sat under skærpet tilsyn.
Laura Friis Wang og Jette Aagaard har set nærmere på vilkårene i ’Velfærdsstatens vilde vesten’, hvor udgifterne til private aktører stiger, mens kvaliteten daler, og der for alvor er brug for et friskt pust.
Siden debuten Find Holger Danske fra 2006 har forfatteren Maja Lee Langvad beskæftiget sig både rasende og sorgfuldt og af og til humoristisk med adoptionskritik. Onsdag aften vandt hun Montanas Litteraturpris, der er indstiftet af Dagbladet Information, for romanen Tolk, der følger en koreansk adopteret kvinde fra Danmark, som gennem flere år rejser til Sydkorea for at mødes med sin koreanske familie. Hun kan ikke tale koreansk, og familien kan ikke tale engelsk, så hun er afhængig af sin dansk-koreanske kvindelige tolk, som tilfældigvis også er hendes kæreste. Og hvad sker der, hvis familien finder ud af dét? Lone Nikolajsen udlægger dramaet for os.
Og så skal vi en tur til Nuuk, hvor statsministeren i denne uge har besøgt den kommende grønlandske regering i et forsøg på at styrke rigsfællesskabet og skabe en fælles front mod Donald Trump, der fortsat truer med at tage kontrol over Grønland. Hvad er strategien fra den danske regering nu? Og hvad pønser amerikanerne på? Vi spørger Lars Trier Mogensen.
Men vi begynder med den højst aktuelle handelskrig, der blev lanceret fra Rosenhaven i Det Hvide Hus onsdag aften dansk tid, og som blandt andet pålægger 20 procents told på varer fra EU. Europakorrespondent Tore Keller er igennem fra Paris.

Mar 28, 2025
Mar 28, 2025
50 min
Alle taler om den britiske tv-serie Adolescence, der allerede er set af 66 millioner Netflix-brugere – og det skal vi naturligvis også. Serien følger en familie i Yorkshire, hvis liv rystes, da den 13-årige søn Jamie bliver arresteret, mistænkt for at have myrdet Katie, en pige fra hans skole. Den stiller flere svære spørgsmål, end den svarer på, og vores kulturredaktør Anita Brask Rasmussen vil meget gerne tale om netop dem. Hvad er det for eksempel for nogle maskuline forbilleder, vi giver vores drenge? Ved vi, hvad vores børn laver på internettet? Forstår vi overhovedet deres sprog?
Vi skal også til USA, hvor en voldsom skandale ruller over landet, efter at chefredaktør på The Atlantic Jeffrey Goldberg ved en fejl blev tilføjet en chattråd på beskedtjenesten Signal af USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, hvor USA’s forsvarsminister Pete Hegseth orienterede om luftangreb mod Houthi-bevægelsen i Yemen – to timer før, det skete. USA-korrespondent Martin Burcharth er igennem fra Boston.
Og så skal det handle om træer. De fineste af dem. For et flertal i Folketinget har besluttet, at Danmark skal have 250.000 hektar ny skov. Men hvilke træer skal vi plante? Biologer, naturvejledere, og andre trænørder fortæller Informations Otto Lerche Kristiansen om deres yndlingstræer i en ny serie i avisen.

Mar 21, 2025
Mar 21, 2025
58 min
8. marts blev den tidligere studerende og pro-palæstinensiske Mahmoud Khalil hentet uden for sin dør i New York af agenter fra de amerikanske immigrationsmyndigheder og sat i detentionscenter med henblik på udvisning. Det på trods af, at han har Green Card, altså opholds- og arbejdstilladelse i USA, og på trods af, at der ingen kriminelle anklager er blevet rejst imod ham. Rune Lykkeberg udlægger sagen og dens perspektiver for ytringsfriheden i Trumps USA.
Khalil var sidste år et af ansigterne på de omfattende studenterprotester mod Israels fremfærd i Gaza. Og kritik af Israels krigsforbrydelser er der ikke blevet mindre brug for, efter at landet tidligt tirsdag morgen brød våbenhvilen med massive luftangreb og siden med operationer på landjorden i Gaza. Men hvad får Benjamin Netanyahu til at genoptage den – også i Israel – upopulære offensiv? Anton Geist udlægger den aktuelle situation.
Men det skal også handle om skønheden i verden. På Nivågaards Malerisamling kan man nemlig lige nu se en udstilling med og om den engelske Bloomsbury-gruppe. Gruppen, der bl.a. talte medlemmer som forfatter E.M. Forster og Virginia Woolf, hendes søster, maleren Vanessa Bell, og økonomen John Maynard Keynes, var et kunstnerisk og intellektuelt kraftcenter i England i begyndelsen af 1900-tallet, som eksperimenterende søgte efter intet mindre, end at gøre hele livet til kunst. Vores kunstanmelder Maria Kjær Themsen havde lyst til at flytte ind i den aktuelle udstilling, men valgte heldigvis i stedet at komme ind og fortælle om den i vores studie.
Og så hæng på til slut, for her fortæller Lærke Cramon om den 25-årige Salma, som for tiden ugentligt skrive breve i Moderne Tider fra Damaskus. Om drømme og håb og hverdagen i Syrien efter Assad-regimets fald. Læs eller lyt til alle hendes breve HER.

Mar 14, 2025
Mar 14, 2025
51 min
Det blev et blåt protestvalg i Grønland. Vælgerne i Grønland har forkastet de to røde, traditionelle regeringspartier, mens det liberale Demokraatit er blevet tredoblet og nu er det største parti. Signalet til både København og Mar-a-Lago er klart, mener Lars Trier Mogensen: Grønlænderne har stemt for historisk forandring, men først og fremmest i form af kontante reformer af den hjemlige, økonomiske politik. Et klart flertal ønsker, at løsrivelse må vente, indtil Grønland står væsentligt stærkere rent økonomisk. Og at Trump skal stikke piben ind. Lars Trier Mogensen er igennem fra Nuuk, hvor han har fulgt valget.
Det er i denne uge fem år siden, at Danmark blev lukket ned for at dæmme op for coronasmitten. Og tilsyneladende har de fleste af os lagt den vilde og samfundsomvæltende begivenhed bag os. Men mens 70-80 procent af den danske befolkning kom ud på den anden side af nedlukningerne med en større tiltro til både egen og samfundets robusthed, viser den seneste valgundersøgelse fra Aarhus Universitet, at 15 procent i dag nærer »meget lille tillid« til de danske politikere. Glemte vi dem, der følte sig udskammet og overhørt?
I en ny serie undersøger Information coronanedlukningernes samfundsmæssige senfølger. Sundhedsmedarbejder Louise Drivsholm har mødt en af dem, der mistede tilliden til samfundet under coronakrisen – førtidspensionisten Mette Bækgaard – og kommer i studiet og fortæller.
Vi skal selvfølgelig også forbi den helt store dagsorden, nemlig den europæiske sikkerhedssituation, som ikke er, hvad den har været, efter at vores største og vigtigste allierede ikke længere kan betegnes som en venligtstillet stat. Så hvad gør Danmark ved, at vi i 2023 indgik en aftale med USA, der åbner for amerikanske militærbaser på dansk jord? Og hvad stiller vi op med den gigantiske ordre, vi har ingået om amerikanske F35-kampfly? Chefredaktør Anton Geist undersøger mulighederne – også de knap så heroiske.

Mar 7, 2025
Mar 7, 2025
57 min
»Her er bogen, der vil få dig til at hente dit barn fem minutter i lukketid med rank ryg og god samvittighed.«
Sådan lyder overskriften på en anmeldelse af debatbogen Overskudskvinder – Økonomernes vej til det frie liv, skrevet af professor i nationaløkonomi Nina Smith og kommunikationsrådgiver Anne-Mette Barfod. Heri opfordrer de kvinder til at stræbe efter magten til at forme et ligestillet og familievenligt samfund. Og det er ikke sådan foreneligt med deltidsarbejde og drømme om at stå af hamsterhulet. Det skal kvinder efterstræbe, ikke bare for at sikre deres egen frihed, men også for at sikre velfærdssamfundet. For går de hjem og fylder hullerne ud, hver gang velfærdsstaten fejler, vil den bare blive mere og mere udhulet. Og gæt, hvem der taber mest på det? Debatredaktør Gry Inger Reiter har læst bogen og anmelder.
Rune Lykkeberg har set fjernsyn. Mere nøjagtigt den 99 minutter lange tale, der kom ud af Donald Trumps mund tirsdag nat dansk tid. Herunder en overraskende lang sektion om Grønland. Hvordan skal vi så denne gang høre, hvad han sagde?

Feb 28, 2025
Feb 28, 2025
59 min
Holdet bag DR’s dramadokumentar Slave af Danmark, der kan ses på DR fra 2. marts, er blevet opfordret til at læse essayet ’Om kunsten at give op’ af dramatiker og mangfoldighedskonsulent Joan Rang Christensen på en workshop. Det fik DF’s Morten Messerschmidt til at tale om »galskab«, mens kulturminister Jakob Engel-Schmidt kaldte forløbet for »fuldstændig vanvittigt«. Men hvordan kan man tage en linje ud af et litterært værk og behandle det som et selvstændigt udsagn? Bodil Skovgaard Nielsen har læst essayet og Lone Nikolajsen har set første afsnit af dokumentaren.
Og så er vi nået til det tidspunkt på året, hvor Klimarådet fremlægger sin årlige statusrapport. Og det er umiddelbart gode nyheder. Fem år skulle der gå, før det for første gang lykkedes regeringen at fremlægge en – i hvert fald på papiret – holdbar plan for, hvordan Danmark når sine klimamål i 2025 og 2030. Det er »en god nyhed«, siger formand for rådet Peter Møllgaard, som dog ikke springer rundt af glæde. »Man kan sige, at det er, ligesom når en cykelrytter får en god mellemtid på en enkeltstart. Vi er ikke i mål endnu.« Miljømedarbejder Marie Sæhl uddyber.
Det skal også handle om det tyske valg, som forventeligt blev et strålende et af slagsen for det yderste højre, hvor Alternative für Deutschland fik 20,8 pct. af stemmerne. Men brandmuren holder. Så det mest sandsynlige scenarie er en gammel kending: En koalition mellem det konservative CDU og dets bayerske søsterparti, CSU – der fik 28,5 pct. – og det socialdemokratiske SPD, der fik 16,4 pct. Men vanskelige forhandlinger venter, hvis de to partier skal finde sammen påny. Og det bliver ikke nemmere af udfordringerne fra Trumps nye verdensorden. Journalistisk chefredaktør Anton Geist udlægger udfordringerne.

Feb 21, 2025
Feb 21, 2025
56 min
---
I denne uge er der premiere på filmen A Complete Unknown, den længe ventede biopic med Timothée Chalamet i rollen som selveste Bob Dylan. Kulturskribenterne Lasse Lavrsen og Bodil Skovgaard Nielsen deler en dyb kærlighed til Dylan, men er ikke helt enige om, hvorvidt det er en god film.
Og så skal det handle om den nye sikkerhedsituation i Europa, efter at Donald Trump i sidste uge meldte ud, at USA starter fredsforhandlingerne om Ukraine – uden Ukraine og uden Europa. Tore Keller er igennem fra Paris, hvor han ser tilbage på ugen, på mulighederne for nye, stærke europæiske alliancer – og hvordan Europa kan gøre sig selv relevant i fredsprocessen.
Situationen kræver under alle omstændigheder våben. Mange af dem. Det mener i hvert fald den danske regering, der onsdag fremlagde en plan for gigantinvesteringer i dansk forsvar. Louise Drivsholm, der dækkede coronakrisen for Information, overværede pressemødet, og kriseretorikken mindede hende om noget.

Feb 14, 2025
Feb 14, 2025
1hr 10 min
Og så skal vi til Tyskland, hvor den 69-årige tyske CDU-formand og kanslerkandidat Friedrich Merz er snublende tæt på en sejr ved valget d. 23 februar. Med skattelettelser og en stram asylpolitik vil han forene Tyskland og igen gøre landet til en af verdens førende industrinationer. Men hvem er denne kontroversielle forretningsmand, som har brudt den såkaldte brandmur i tysk politik og lukket det højrenationale parti AfD ind i varmen? Vores tysklandskorrespondent Nina Branner tegner et portræt.
Vi skal også på en godt 3.000 kilometer lang rejse til den fjernere del af Rigsfællesskabet, hvor den grønlandske valgkamp – i skyggen af USA’s stigende interesse og en generelt højspændt geopolitisk situation – er i fuld gang. Hvem kæmper om magten? Hvad er på spil? Politisk analytiker Lars Trier Mogensen gør os klogere.
Og endelig skal det handle om fisk. For den nye klimaafgift, som danske fiskere har skullet betale siden nytår har – ifølge fiskeriminister Jacob Jensen (V) – ramt fiskeriet så hårdt, at regeringen efter bare en måned har valgt at trække afgiften tilbage. Ifølge ministeren har afgiften medført »en markant nedgang i landinger af fisk i danske havne« – men passer det nu også, eller er det snarere en belejlig fortælling ført frem af fiskerne selv og deres interesseorganisation? Klimamedarbejder Marie Sæhl kigger forbi.

Feb 7, 2025
Feb 7, 2025
56 min
Hvor alvorligt skal vi tage præsident Donald Trumps ønske om at omdanne Gaza til en mellemøstlig riviera? Hvad kan vi lære af, at de 25 pct. straftold, som han ellers havde garanteret, at han ville pålægge Mexico og Canada, nu alligevel ikke ser ud til at blive til noget? Og hvad er det, han har gang i, i forhold til Iran? I ugens Radio Information vil chefredaktørerne Rune Lykkeberg og Anton Geist forsøge at få hoved og hale i alt det, Trump kastede verdens vej i ugen, der gik.
Og så skal vi til det nordlige Danmark. Den 4. februar 1825 blev den jyske vestkyst ramt af en stormflod, der ikke bare ændrede livet for kystens beboere, men også Danmarkskortet for bestandigt. I vores nye serie Stormflod, der starter i kulturtillægget i denne uge, er journalist Johanne Pontoppidan Tuxen og fotograf Anders Rye Skjoldjensen taget til Limfjorden for at fortælle en historie, som vi kan lære meget af i dag.

Jan 31, 2025
Jan 31, 2025
47 min
Dagen efter sin indsættelse annoncerede USA’s præsident, Donald J. Trump, at der skal investeres op mod 3.576.800.000.000 kroner i kunstig intelligens frem mod 2029. »Kina er en konkurrent, andre er konkurrenter. Jeg vil hjælpe meget gennem nøderklæringer, fordi vi har en nødsituation, vi er nødt til at få bygget den her ting,« sagde han.
Men mindre end en uge senere præsenterede det kinesiske startupfirma DeepSeek en chatbot med det fulde navn ’DeepSeek – AI Assistent’, der i chokerende grad har udfordret den etablerede verden inden for kunstig intelligens. Rune Lykkeberg, der af gode grunde har haft svært ved at spotte opture den seneste tid, synes, at dét er optur.
Og så skal det handle om konflikten i Den Demokratiske Republik Congo. Det er en konflikt, der rummer det hele. Magtbegærlighed, etniske spændinger, jagten på mineraler, hævn og ikke mindst storpolitik. Faktorer, der før har fået spændingerne til at eksplodere i det enorme centralafrikanske land – og nu truer med at vokse til en krig med nabolandet Rwanda. Vores afrikamedarbejder Christina Nordvang Jensen opruller striden, dens historie og mulighederne for en løsning.
Sverige har opbragt et fartøj, der nu efterforskes i forbindelse med bruddet på et kabel i Østersøen. Et andet fartøj blev fulgt af flere flådefartøjer, men sejlede ind i russisk farvand. Der har været travlhed på Østersøen i denne uge, og aktiviteten understreger, at NATO og østersølandene står med enorme udfordringer med at beskytte den undersøiske infrastruktur og efterforske mulig sabotage og hybridangreb på havbunden. Graverjournalist Bo Elkjær har fulgt de mystiske sejladser på Østersøen i årevis. Han er i studiet og giver et overblik.

Jan 24, 2025
Jan 24, 2025
1hr 8 min
»Farvel til Den frie verden«, skrev chefredaktør Rune Lykkeberg i en leder mandag på dagen for Donald Trumps indsættelse – og han fortsatte: »Vi har ikke før set så mange magtfulde mennesker på så kort tid gå på knæ for en politisk leder, som ikke er kommet til magten endnu. Magtens centrum i Mar-a-Lago minder mere om et autoritært hof omkring kongen Trump end om en demokratisk regering.«
Rune Lykkeberg er i studiet med chefredaktør Anton Geist til en snak om de sidste fire dage i den verden, som følger efter den fries endeligt.
En god håndfuld af de mange dekreter, Donald Trump underskrev mandag, handler om klima- og miljøområdet. Flere af dem giver så lidt mening i økonomisk forstand, at det ifølge klimamedarbejder Jørgen Steen Nielsen kun kan forklares med præsidentens »narcissistiske behov for via letkøbte, kortsigtede løsninger at blive klappet på skulderen af fossile CEOs og hyldet af akut trængte borgere«.
Og så anmelder kulturredaktør Anita Brask Rasmussen den nye, netop Oscar-nominerede film Pigen med nålen – svenske Magnus von Horns blændende fortælling om spædbørnsdræberen Dagmar Overby med Trine Dyrholm som spiller »den perfekte blanding af moderlig og morderisk«. Det er en historie om dengang kvinder blev tvunget ud i de mest uhyrlige handlinger for at overleve, men også et værk, der kan minde os om det gode, vi har tilkæmpet, og som vi så nødigt skulle miste igen. Som Anita skriver. »Hvis det ikke var tydeligt før, så bidrager Pigen med nålen til det, vi allerede ved: Vores samfund blev et bedre sted af, at kvinder fik et valg.«

Jan 17, 2025
Jan 17, 2025
45 min
Vi har fået et oligarki i Amerika, som har mere magt end oligarkerne i Rusland. Sådan siger den amerikanske stjerneøkonom Joseph Stiglitz i denne uges udgave af Informations klogepodcast Langsomme Samtaler. Og cirka det samme sagde den afgående amerikanske præsident Joe Biden, da han takkede af fra Det Hvide Hus onsdag eftermiddag.
Radio Information siger i denne uge farvel til den grønneste præsident, USA har haft, men også til en tragisk figur, der snublede i sin egen manglende selvindsigt. (Og så gyser vi lidt over det, der kommer.)
I sidste uge anbefalede Lægeforeningen, at prisen på en pakke cigaretter fordobles fra 60 kroner i dag til 120 kroner: »Det er et greb, der virker, og regeringen og Folketinget bør handle nu,« sagde formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke. Nej, siger regeringen. For så er der ikke råd til forsvar og grøn omstilling. »Staten er altså blevet så afhængig af nikotin – om man vil – at den er nødt til at fastholde borgerne i deres afhængighed,« skriver Kristian Villesen i en leder. Han uddyber.
Og så bliver der efter al sandsynlighed landet en våbenhvile i krigen mellem Hamas og Israel. Nyheden om en mulig våbenhvile vakte onsdag aften jubel og gadefest da Gaza, men allerede næste morgen meldte de første problemer sig. Chefredaktør Anton Geist fortæller om aftalen, dens knaster og mulighederne for, at den faktisk også kan føre til fred.

Jan 10, 2025
Jan 10, 2025
31 min
Kort inden jul skrev Trump på sit eget sociale medie, Truth Social, at »ejerskab og kontrol over Grønland er altafgørende« for USA. Mandag i denne uge skrev han, at det grønlandske folk kommer til at drage stor fordel af at blive en del af USA. »Make Greenland Great Again,« konkluderede han og sendte sin førstefødte på endagsvisit i Nuuk, inden han siden truede Danmark med straftold og afviste at udelukke, at en militær reaktion kunne komme på tale.
Som Lars Trier Mogensen skrev i en analyse i ugens løb: »I en kædereaktion af begivenheder, som regeringen i København har mistet styringen på, er Grønland på rekordtid rykket ind i Trumps spotlys – og ud af Danmarks skygge.«
Ugens Radio Information handler om forholdet mellem Danmark og Grønland – og ja, Trump.
Vores politiske analytiker Lars Trier Mogensen og chefredaktør Rune Lykkeberg er i studiet til en snak om den uge, hvor danskerne blev mindet om, at der er noget, der hedder Grønland, og hvad det faktisk betyder at være en småstat.

Jan 3, 2025
Jan 3, 2025
1hr 1 min
»Det udstiller både statsministerens begrænsninger og udfordringernes omfang, at Mette Frederiksen ikke talte om de store trusler mod Danmarks forretningsmodel, forsvarsalliancer, rigsfællesskab og verdensorden,« skriver Rune Lykkeberg i sin analyse af statsministerens nytårstale. Han er i studiet og uddyber. Og giver kongen et (regulært) kærligt ord med på vejen.
Og så skal det handle om Elon Musk. »Kun AfD kan redde Tyskland,« skrev techoligarken i et debatindlæg i den tyske avis Welt am Sonntag. Elon Musk fortsætter dermed sin støtte til højrenationale partier uden for USA – en støtte, som sidste år kom både den italienske og den britiske højrefløj til gode. I Tyskland er reaktionerne på, hvad der opfattes som utidig indblanding i valget til februar, voldsomme.
Samtidig hjemme i USA har Elon Musk lagt sig ud med store dele af MAGA-baglandet med sine bud på en indvandringspolitik, der byder højtuddannede fremmede velkommen. Mathias Sindberg er i studiet og tager temperaturen på Trump og Musks nye bromance.
Og så skal vi i biografen med filmredaktør Christian Monggaard. Tag hugtænderne på og kom med på den helt store – og lidt uhyggelige – tur med filmbussen tilbage til stumfilmen Nosferatu fra 1922 og gennem filmhistorien med de klamme, de sexede og de totalt fjollede vampyrer – selvfølgelig alt sammen i anledning af premieren på Robert Eggers nye Nosferatu-film.

Dec 27, 2024
Dec 27, 2024
48 min
Nytåret er statustid. Og fordi 2024 har været et ekstra udfordrende et af slagsen, har vi fundet det nødvendigt at køre det helt tunge skyts frem. Årets nytårsudgave af Radio Information – den du hører, mens du koger fonden eller bare går en tur – har derfor besøg af både kulturredaktør Anita Brask Rasmussen og af chefredaktør Rune Lykkeberg.
Sammen gennemgår de året og fremhæve begivenheder i den store verden, herhjemme og i kulturen, som de synes afstedkom vigtige erkendelser. Vi skal (selvfølgelig) til USA, hvor det kan undre, at Demokraterne klamrer sig så desperat til magten, at de ikke evner at forstå, hvad der sker omkring dem. Men vi skal også tale om den grønne kapitalisme, der er kollapset med så stort et brag, at de mest vulgære marxistiske forudsigelser viste sig sande. Om den grønne trepart, der nok havde problemer, men som satte gang i en frugtbar debat om, hvad vi vil med vores lands areal. Og om Mette Frederiksen, der igen er blevet en slags rød.
Og så anbefaler Anita podcasten Vi blev statens børn, om en skole for blinde børn og dilemmaerne i velfærdsstaten, mens Rune fortæller, hvorfor han altid finder trøst i B.S. Ingemanns Dejlig er Jorden. Helst sunget af Caroline Henderson i en kirke. Men sgu da også den med Gasolin.
Radio Information ønsker dig et rigtig godt nytår!

Dec 20, 2024
Dec 20, 2024
57 min
Omkring 3.500 ældre har benyttet sig af den nye den anonyme samtalelinje Ældretelefonen, siden den åbnede i sommer. Her sidder 15 frivillige klar i deres hjem til at besvare opkald fra ældre mennesker, der har brug for en at tale med. Om deres bekymringer og sorger, men også bare en at vende hverdagens små observationer med. Ida Nygaard Espersen har fået lov til at lytte med.
Vi får også besøg af vores to litteraturkritikere Lone Nikolajsen og Bodil Skovgaard Nielsen, som hver har taget en stak bøger med. De bøger, som har gjort størst indtryk på dem i år, og som de derfor mener, at du skal læse i julen eller give til en, du holder af, og som holder af at læse. Hør, hvorfor Jonas Eika, Liv Duvå, Fine Gråbøl og Matias Faldbakken har skrevet nogle af årets bedste bøger.
Og så skal det handle om, hvor udviklingen i Syrien efterlader de omkring 13 millioner mennesker, der siden borgerkrigens begyndelse i 2011 er blevet sendt på flugt. For over hele Europa er asylbehandlingerne sat i bero og flere steder, herunder i Danmark, diskuteres det, om de, der har fået asyl, skal sendes hjem. Chefredaktør Anton Geist fortæller.

Dec 13, 2024
Dec 13, 2024
44 min
Indtil han pludselig blev væltet, forekom han uovervindelig. Således falder autoritære regimer som regel, forklarer Rune Lykkeberg, og sådan gik det også med Syriens diktator Bashar al-Assad. Hvis noget nogensinde skulle give anledning til en optur, er det det.
Onsdag i sidste uge blev Brian Thompson, 50-årig familiefar og chef for det gigantiske forsikringsselskab United Healthcare, likvideret ved højlys dag, på åben gade på det centrale Manhatten. Den hætteklædte mand, der affyrede de dræbende skud, hedder Luigi Mangione, og han blev øjeblikkeligt en slags folkehelt på internettet, hvor brugere af det dybt ulige og ineffektive amerikanske sundhedssystem nu deler historier om deres møde med forsikringselskaberne. Mathias Sindberg fortæller historien.
Kunstredaktør Maria Kjær Themsen er på besøg til den årlige gennemgang af dansk kunst. I 2024 handlede det bl.a. om det manglende ansigt på Grevinde Danner-monumentet, om irriterende AI-kunst og om kilden til alt liv, der endelig har fundet vej til dansk kunst: solen. Lyt med sidst i programmet og få evt. også lidt inspiration til, hvor du og dine kan blæse julehovederne igennem med kunst i ferien.

Dec 6, 2024
Dec 6, 2024
41 min
I denne uge blev det sidste sæde i Repræsentaternes Hus besat, og det er derfor muligt at lave en endelig status på valget 2024. Og ja, vi var nogle, der i chok mistede al kritisk sans og brugte ord som »jordskred« og »historisk« i dagene efter valget, men tallene tegner et andet billede: Trump vandt fair and square, men sejren var kneben. Rune Lykkeberg dykker ned i tallene bag sejren.
Og så skal vi tale om sprøjtegifte. For efter at have tygget sig igennem en stor mængde data kunne journalisterne i Informations gravergruppe påvise, at tusindvis af indberetninger til Miljøstyrelsen om brugen af sprøjtemidler viser overskridelser af dosis i en grad, der potentielt kan true grundvandet. Men det har bare ikke fået myndighederne til at reagere. Bo Elkjær og Anton Geist fortæller.
Og så skal vi blive klogere på det drama, der i denne uge udspillede sig i Sydkorea, landet, der ellers er kendt for at være Asiens mest stabile demokrati. For sent om aftenen tonede præsident Yoon Suk-yeol pludselig frem på nationalt tv og erklærede militær undtagelsestilstand – efter eget udsagn for at beskytte landet. Men demokratiet virkede. I hver fald for nu. Udlandsredaktør og Asien-kender Lene Winther forklarer.

Nov 29, 2024
Nov 29, 2024
42 min
De grønne aktier tog et ordentligt dyk, da det stod klart, at Donald Trump havde vundet det amerikanske præsidentvalg. Men krisen for det grønne marked er langt større end Trumps frackingbegejstring – og det startede langt tidligere. Faktisk var mange grønne energiaktier og -virksomheder i problemer allerede inden valget i USA.
Bag ved de hurtige penge gemmer sig en større historie om et marked, der først blev pustet op og siden punkterede, og om grønne virksomheder, der er fanget i et krydspres fra et politisk klima i forandring og en ny økonomisk virkelighed med stigende priser og højere renter. Villads Andersen fortæller.
I Grønland er der håb for en anden branche: Den turisme, mange håber vil følge af, at Nuuk i denne uge fik en transatlantisk lufthavn, som betyder, at man om lidt kan flyve direkte fra New York til den grønlandske hovedstad. Men lufthavnen kan samtidig blive en gamechanger på de helt store linjer og få betydning for det dansk-grønlandske forhold. Verdens største ø har åbnet sig mod verden – eller måske bare mod USA? Nicolas Adserballe er i studiet.
Og så er det jo næsten blevet december, og for en del af os med børn eller børnebørn i den alder betyder dét jo julekalendertid. I år er det DR, der lancerer en nyproduceret en af slagsen. Tidsrejsen 2, hedder den – og vores anmelder Lone Nikolajsen synes, at det er en virkelig god historie med sjove indfald. Hun ville bare ønske, hun selv kunne sætte sig i en tidsmaskine, så hun kunne have rådet manuskriptforfatterne til at sænke tempoet bare en anelse, så vi faktisk kunne mærke, hvad vores hovedperson har på spil.

Nov 22, 2024
Nov 22, 2024
1hr 12 min

Nov 15, 2024
Nov 15, 2024
1hr 3 sec

Nov 8, 2024
Nov 8, 2024
50 min

Nov 1, 2024
Nov 1, 2024
50 min

Oct 25, 2024
Oct 25, 2024
1hr 21 sec

Oct 21, 2024
Oct 21, 2024
1hr 16 min
Podcasten kan lyttes i Informations app og på vores hjemmeside.
Har du endnu ikke Informations app, kan du hente den her: Til iPhone og til Android.

Oct 18, 2024
Oct 18, 2024
1hr 9 min

Oct 11, 2024
Oct 11, 2024
49 min
Informations mangeårige korrespondent i Mellemøsten Lasse Ellegaard skrev sin første artikel om konflikten mellem Israel og de arabiske naboer i 1978. I denne særudgave analyserer han den aktuelle konflikt i lyset af den lange historie.
For mandag var det ét år siden, at militante Hamas-krigere brød igennem hegnet, der adskiller Gaza fra Israel, dræbte 1.139 og tog 251 gidsler. Det afstedkom en israelsk luft- og landoffensiv i Gaza, der ifølge tal fra Hamas-kontrollerede myndigheder har kostet 41.788 palæstinensere livet.
Ingen tidligere konfrontation i den israelsk-arabiske konflikthistorie har været tilsvarende voldsom. Ingen tidligere krig har kostet større tabstal. Og de seneste uger er den udvidet til Libanon og har resulteret i truslen om storkrig med Iran.
Men hvordan har Hamas angreb forandret magtbalancen i regionen? Hvad ønsker de forskellige aktører at opnå i den aktuelle situation? Og er der håb at finde midt i det umiddelbart håbløse?

Oct 4, 2024
Oct 4, 2024
46 min

Oct 4, 2024
Oct 4, 2024
59 min

Sep 27, 2024
Sep 27, 2024
54 min

Sep 20, 2024
Sep 20, 2024
52 min

Sep 13, 2024
Sep 13, 2024
1hr 4 min
