Virusbekæmpelsen i Sverige, tangoen mellem politikere og embedsmænd herhjemme og optur over den nye Gyldendal-bog

En ny bog om Gyldendal beskriver forlaget gennem 250 år. Som en konservativ bastion, hvor klassesamfundet stortrivedes, og patriarkatet lige så. Men også en kulturinstitution, der kan tage æren for virkelige litterære og åndelige gennembrud i Skandinavien.

Weekendavisens journalist Pernille Stensgaard har skrevet den, og vores chefredaktør Rune Lykkeberg har læst den. Han kommer begejstret i studiet – ikke mindst fordi bogen ikke lægger fingre imellem, når det kommer til Gyldendal-profilen Ole Wivels nazistiske sværmerier. Ingen hånd over Ole her.

Og så skal vi naturligvis tale om følgerne af coronapandemien. Jeg ringer til indlandsjorunalist Lasse Skou Andersen, der bor i Malmø. For hvordan er det at leve i et semifrit land? Og hvad er egentlig forklaringen på, at Sverige har valgt en så anderledes vej i virusbekæmpelsen end den danske?

Jeg kan afsløre, at det handler en del om, at der hinsidan trives et grundlæggende anderledes forhold mellem embedsmænd og ministre end herhjemme.

Og det leder mig elegant videre til det næste indslag, vi har linet op, nemlig en snak med avisens indlandsredaktør Anton Geist om tangoen mellem politikere og embedsmænd herhjemme, herunder de offentlige meningsudvekslinger mellem direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Og så skal vi tale om forskning og videnskab. For man kunne have frygtet, at vi ville bøvle med at føre en fornuftig offentlig samtale om noget så kompliceret som epidemiologi. Men sådan er det heldigvis ikke gået. Tværtimod, mener nogle af dem, der ved mest om videnskabskommunikation. Vores journalist Martine Amalie Krogh har talt med en række kloge hoveder, og hende ringer jeg til.