Radio Information

Valget i Indien, EU-Parlamentets genkomst og film om ulighed og uretfærdighed (og zombier) i Cannes

May 24, 2019

I denne uge sluttede det indiske parlamentsvalg. Det var, som vi tidligere har skrevet her i avisen, den største demokratiske begivenhed i verdenshistorien. Syv valgrunder, 8000 kandidater, flere hundredtusinder valgsteder og op mod 900 millioner stemmeberettigede indere. Omkring fire gange så mange som til det amerikanske præsidentvalg. En så stor demokratisk begivenhed er i sig selv værd at fejre.

Så det har vi gjort. I spalterne i avisen, stort set dagligt. I denne uges Radio Information kommer journalist Anna von Sperling i studiet og gør status efter det indiske valg og fortæller om bagsiden af det indiske demokrati.

Informations filmanmelder, Christian Monggaard, er med fra Cannes, hvor filmene på programmet i stigende grad er politiske. Som Monggaard skriver i avisen:

»Der er meget at være frustreret over og lave film om i verden lige nu«.

Så det gør de i Cannes.

Og så er Rune Lykkeberg som altid med i studiet. Han fortæller, hvorfor Thatcher havde ret, da hun i 1980’erne kaldte Europa-Parlamentet et Mickey Mouse-parlament. Men hvorfor det i dag er forkert, og hvorfor valget på søndag er det mest spændende i vor tid.