Episodes

7 days ago
7 days ago
»Hvis man som borger ser, at nu bliver der gjort skade på vores fælles levegrundlag, på naturen, så har man ikke bare ret, men måske endda pligt til at gøre fredelig modstand mod det.«
Sådan siger den 33-årige aktivist Ida Nicolaisen fra bevægelsen Extinction Rebellion, efter hun i byretten blev dømt for 11 lovovertrædelser, men kendt straffri for to af dem med henvisning til nødretsparagraffen i straffeloven. Den siger: »En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods.«
Men gælder det også, hvis du forsvarer et træ mod fældning eller en salamander mod at miste sit levested? Jurister er uenige. Niels Malmos har set på sagen.
Lone Nikolajsen har set ’Andre folks penge’ på DR, som hun kalder en »topunderholdende spændingsserie om kontorarbejde«. Det er et fiktionsdrama baseret på virkelige hændelser, altså den såkaldte udbyttesag, der kostede den danske statskasse anslået 12,7 milliarder kroner. Hør, hvorfor skattemedarbejdere faktisk er overraskende gode heltefigurer.
Og så skal det handle om Finansministeriet. I vismændenes forårsrapport, der udkom tirsdag, sætter de endnu en gang fingeren på et særdeles ømt punkt i ministeriet, nemlig mangel på empiri til at understøtte deres regnemodeller. Hør, hvorfor det er så vigtigt – og endda temmelig spændende.