Episodes
Friday Dec 02, 2022
Protester i Kina, en krænkende julekalender og en taltung optur
Friday Dec 02, 2022
Friday Dec 02, 2022
Ikke siden demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989 har man kunnet se så omfattende protester i Kina som dem, der de seneste dage har præget landet. I storbyer som Shanghai, Wuhan og Beijing er demonstranter gået på gaden for at vise deres utilfredshed med styrets strenge coronapolitik og den censur, som forbyder dem at kritisere den. Nogle holder blanke skilte op over hovedet som en symbolsk protest mod alt det, de ikke har lov til at sige. Andre har kastet al forsigtighed over bord og råber smædeord mod lederen af kommunistpartiet, Xi Jinping, som de kræver afsat. Den slags kritik er helt uhørt i kinesisk sammenhæng, og myndighederne har da også slået hårdt ned på uroen. Men hvor farlige er demonstrationerne for det kinesiske styre? Og kan de ende med at føre til faktiske ændringer i det kinesiske samfund? Udlandsredaktør og kinakender Lene Winther kigger forbi.
Og så er det jo blevet december og dermed også sæson for årets tv-julekalendere. TV 2 havde egentlig planlagt at genudsende Alletiders julemand, der første gang løb over skærmen i 1997, men i sidste øjeblik har tv-stationen besluttet, at tredje sæson i serien om hip hop-nissen Pyrus ikke længere er tidssvarende, og de har fjernet den fra både programplanen og deres egen streamingtjeneste.
»Alletiders julemand indeholder elementer, som har en forældet skildring af både mennesker og kulturer, og som kan misforstås af især børn, som ikke kan sætte fortællingen ind i en historisk kontekst,« lyder forklaringen fra den konstituerede fiktionschef på TV 2, Mette Nelund.
Men er beslutningen om helt at gemme julekalenderen væk den rigtige? Eller er der andre måder at forholde sig kritisk til sit eget bagkatalog på? Det taler jeg med kulturjournalist Anita Brask Rasmussen om – som også har set de to nye julekalendere, der faktisk bliver vist på tv i år. Og dem skal vi selvfølgelig også tale om.
Og endelig kigger chefredaktør Rune Lykkeberg forbi med en ordentlig stak papirer. I de papirer står en masse tal, og i de tal gemmer der sig en optur. Hvad den optur handler om – ja, det må I lytte med for at blive klogere på.