Episodes
Friday Dec 04, 2020
Kulturkamp i Polen, ’The Undoing’ og oksekødsballaden genbesøgt
Friday Dec 04, 2020
Friday Dec 04, 2020
Først en undskyldning både til jer og til vores skønne klipper Anne: Rune og jeg kunne simpelthen ikke holde op med at snakke om The Undoing, Susanne Biers nye HBO-serie. På trods af, eller måske fordi det er så sært at blive så suget ind i en serie som både har middelmådigt skuespil, vulgær æstetik og ret gennemskuelig opbygning. Men damn, hvor den drager!
Hør os prøve at finde ud af hvorfor. Men du SKAL slukke midt i, hvis du ikke har set serien. For vi spoiler hårdt! Og så skal du læse kulturredaktør Katrine Hornstrup Ydes fremragende anmeldelse og Hugh Grant-portræt-ish her.
Og så skal vi tale om Polen, hvor regeringen kæmper på alle fløje. For det første mod en pandemi, der ruller derudaf, for det andet mod de kæmpe protester, der startede med modstand mod de nye restriktive abortlove, men som har bredt sig til et mere generelt opgør med den konservative regering, og for det tredje mod EU, hvor landet i samarbejde med Ungarn nu truer med at nedlægge veto mod budgettet. Tysklandskorrespondent Mathias Sonne forklarer.
Oksekødsrapporten, husker I den? Nu er der nyt i sagen. Mere end et år efter skandalen om den rapport om oksekøds klimabelastning, som Landbrug og Fødevarer og Danish Crown fik ualmindelig stor indflydelse på, erkender Aarhus Universitet at have tilbageholdt dokumenter om rapporter, hvor der var begået tilsvarende fejl. Alvorlig magtfordrejning, lyder vurderingen fra jurister. Journalist på indlandredaktionen Lasse Skou Andersen, der var ham, der havde søgt om aktindsigt, bruger nogle andre ord. Hør hvilke.
Sidst, men ikke mindst, afslutter vi denne gang vores serie om samtidskunsten. Kunstredaktør Maria Kjær Themsen slutter passende ved det tema, der – måske lige ud over nøgne damer og magtfulde mænd – altid har været kunstens favoritgenstand: Naturen. Men hvordan behandler samtidskunsten det skønne derude?