Episodes

Friday Feb 07, 2025
Friday Feb 07, 2025
Hvor alvorligt skal vi tage præsident Donald Trumps ønske om at omdanne Gaza til en mellemøstlig riviera? Hvad kan vi lære af, at de 25 pct. straftold, som han ellers havde garanteret, at han ville pålægge Mexico og Canada, nu alligevel ikke ser ud til at blive til noget? Og hvad er det, han har gang i, i forhold til Iran? I ugens Radio Information vil chefredaktørerne Rune Lykkeberg og Anton Geist forsøge at få hoved og hale i alt det, Trump kastede verdens vej i ugen, der gik.
Og så skal vi til det nordlige Danmark. Den 4. februar 1825 blev den jyske vestkyst ramt af en stormflod, der ikke bare ændrede livet for kystens beboere, men også Danmarkskortet for bestandigt. I vores nye serie Stormflod, der starter i kulturtillægget i denne uge, er journalist Johanne Pontoppidan Tuxen og fotograf Anders Rye Skjoldjensen taget til Limfjorden for at fortælle en historie, som vi kan lære meget af i dag.