En finanslov, der ikke er grøn nok, og et kunstår, der gik

Vi er i en undtagelsestilstand. Forskerne siger det, EU siger det, og hvis du orker at lytte til din mave, så siger den det samme. Alligevel opfører vi os, som om alting er ved det normale. Det gælder også for den netop indgåede finanslovsaftale, skriver Rune Lykkeberg i en leder denne uge. 

For godt nok var finansloven noget grønnere end sine forgængere, men små grønne skridt er i praksis tilbageskridt. »For den finanslov, der i normaltilstanden ville være skridt i den rigtige retning, bevæger os i undtagelsestilstanden længere og længere fra det, vi ved, vi skal gøre.« 

Så grøn nok er den ikke. Men er den så bred nok og rød nok? Anton Geist udlægger teksten. 

Og så skal vi tale om Iran. For i denne uge kom en rapport fra Amnesty International, der satte tal på, det man formodede: At det iranske præstestyre i skikkelse af revolutionsgarden brugte meget brutale metoder, da de for nylig slog det folkelige oprør ned, som havde bredt sig til store dele af landet. Men hvad afspejler den strategi? Kan det lykkes for styret at proppe trolden tilbage i æsken? Og hvad betyder det for Irans rolle i regionen? Lasse Ellegaard kommer i studiet.

Sidst – men virkelig ikke mindst – skal vi tale om dansk kunst i året, der gik. Kunstredaktør Maria Kjær Themsen skrev i denne uge en opsamling af ti ting, der definerede kunstverdenen anno 2019. Hun kommer forbi med en håndfuld af dem – jeg kan afsløre, at vi taler kvindelig vrede.