Radio Information

1.417 danske drab, Grønland, velfærdsøkonomi og optur over Elizabeth Warren

August 23, 2019

300 af de 536 kvinder, der blev dræbt mellem 1992 og 2016, blev slået ihjel af deres partner. Det svarer til 56 procent af alle drab på kvinder. Generelt udgør partnerdrab mere end hvert fjerde drab i perioden, hvilket gør det til den største enkeltstående gruppe. Det viser et nyt, omfattende studie, der kortlægger 1.417 drab i Danmark gennem 25 år og giver dermed de mest omfattende data på området siden 1970’erne. Journalist Line Vaaben står bag denne weekends særudgave af vores weekendtillæg, Moderne Tider, der handler om drab i Danmark. Hun kommer i studiet.

»Det begyndte som en dårlig joke, så blev det til virkelig krise, og nu er vi så nået til det punkt, hvor vi diskuterer, om det forbløffede mobbeoffer ikke også selv bærer en del af skylden.« Sådan skriver udlandsredaktør Emil Rottbøll i fredagens leder. Han kommer også i studiet og fortæller, hvordan han ser på balladen om Trump, Frederiksen og Grønland.

Debatredaktør Gry Inger Reiter gør os opmærksom på, at der sker noget meget vigtigt lige nu, nemlig forhandlinger om økonomiaftalen mellem regeringen, regionerne og kommunerne, der fordeler op mod halvdelen af de samlede offentlige udgifter. Kan Wammen og Frederiksen gå fra sympatiske hensigtserklæringer til solid realpolitik?

Og så er Rune Lykkeberg her. Men en kæmpe optur over Elizabeth Warren – kvinden, der skal banke Trump i 2020.