Episodes
Friday Aug 30, 2019
Friday Aug 30, 2019
Hvad i himlens navn er det, der foregår i britisk politik? Jeg ringer til vores mand i London, Jakob Illeborg, der kan berette om et shakespearesk rænkespil uden lige. Men også om at det kan ende med at gøre Boris Johnson til en endnu mere populær »handlingens mand.«
I en noget mindre skala er der også gang i de borgerlige herhjemme. Her har man et valg: Man kan gå over på eb.dk for at følge hver lille bitte udvikling i sagen om formandsposten i Venstre, eller man kan blive her hos os. For hvis man vil forstå tumulten omkring Lars Løkke Rasmussen, er man nødt til at se tilbage på hans seneste 20 år som politiker. Hans evne til at rode sig ud i problemer har aldrig slået fejl. Men hidtil er det jo så også lykkedes at overleve dem. Sebastian Abrahamsen har set tilbage og kommer i studiet og fortæller om Løkkes politiske nærdødsoplevelser.
Og Jørgen Steen Nielsen er her. Han har besøgt Thorupstrand, Danmarks eneste tilbageværende kystfiskersamfund, der er truet på sit levebrødaf store hollandske skibe, der med deres bomtrawl også beskyldes for at skade havbunden. Onsdag besatte en gruppe fiskere så Udenrigsministeriets Fiskerikontorfor at fremlægge deres krav til regeringen omkring det hollandske bomtrawlfiskeri. Jørgen var med.
Rune Lykkerberg er her også. Og han har haft en helt særlig weekend. Han fik nemlig æren af at interviewe den franske forfatter Michel Houellebecq på scenen til Louisiana Literature – en optræden, der ifølge hovedpersonens hustru bliver hans sidste. Hør om Lykkebergs katastrofale første forsøg på at få et kvæk ud af manden for 11 år siden. Og om, hvordan det så gik denne gang. Og genlæs evt. hans fremragende anmeldelse af Houellebecqs seneste roman.
Og så vil jeg gerne undskylde: Jeg lovede sidste gang, at I denne gang skulle høre om Informations nye gigantsatsning, nemlig at skrive dansk litteraturhistorie fra 2000 til i dag. Af praktiske årsager må det vente til næste gang, men litteturredaktør Peter Nielsen kigger alligevel forbi og løfter lidt af sløret.
Friday Aug 23, 2019
1.417 danske drab, Grønland, velfærdsøkonomi og optur over Elizabeth Warren
Friday Aug 23, 2019
Friday Aug 23, 2019
300 af de 536 kvinder, der blev dræbt mellem 1992 og 2016, blev slået ihjel af deres partner. Det svarer til 56 procent af alle drab på kvinder. Generelt udgør partnerdrab mere end hvert fjerde drab i perioden, hvilket gør det til den største enkeltstående gruppe. Det viser et nyt, omfattende studie, der kortlægger 1.417 drab i Danmark gennem 25 år og giver dermed de mest omfattende data på området siden 1970’erne. Journalist Line Vaaben står bag denne weekends særudgave af vores weekendtillæg, Moderne Tider, der handler om drab i Danmark. Hun kommer i studiet.
»Det begyndte som en dårlig joke, så blev det til virkelig krise, og nu er vi så nået til det punkt, hvor vi diskuterer, om det forbløffede mobbeoffer ikke også selv bærer en del af skylden.« Sådan skriver udlandsredaktør Emil Rottbøll i fredagens leder. Han kommer også i studiet og fortæller, hvordan han ser på balladen om Trump, Frederiksen og Grønland.
Debatredaktør Gry Inger Reiter gør os opmærksom på, at der sker noget meget vigtigt lige nu, nemlig forhandlinger om økonomiaftalen mellem regeringen, regionerne og kommunerne, der fordeler op mod halvdelen af de samlede offentlige udgifter. Kan Wammen og Frederiksen gå fra sympatiske hensigtserklæringer til solid realpolitik?
Og så er Rune Lykkeberg her. Men en kæmpe optur over Elizabeth Warren – kvinden, der skal banke Trump i 2020.
Friday Aug 16, 2019
Problematisk klimaforskning, Hongkong og Tarantino
Friday Aug 16, 2019
Friday Aug 16, 2019
Så er jeg og den ordinære Radio Information tilbage efter en lang sommerferie. Og jeg er så heldig, at mine kolleger i mellemtiden har linet rigtig gode sager op til os!
F.eks. har Lasse Skou Andersen og Martin Bahn set nærmere på nyheden om at »Alkohol, kaffe og slik er større klimasyndere end oksekød«,som man kunne møde hos bl.a. DR i sidste uge. Men er det nu også helt rigtigt? Artiklen er skrevet på baggrund af et nyt forskningsstudium fra Aarhus Universitet, der har undersøgt okse- og kalvekøds klimapåvirkning, men rapporten er finansieret af Kvægafgiftsfonden, der har som erklæret formål at »styrke oksekødsektoren og kvægbrugets udvikling og konkurrenceevne«, og Landbrug & Fødevarer har stået for den overordnede projektledelse. Hvad betyder det for troværdigheden?
Og så er det endeligt ugen, hvor Quentin Tarantinos nye film Once Upon a Time … in Hollywoodfik premiere. Chefredaktør Rune Lykkeberg har set den og er vildt begejstret. Som han skriver: »Once Upon a Time … in Hollywooder æstetisk suveræn, afsindigt morsom, behageligt bevægende og langt mere tankevækkende, end man umiddelbart skulle tro.«
Sidst, men ikke mindst har jeg vores korrespondent i Asien, Lasse Karner, igennem på telefon fra Singapore. Han netop er vendt hjem efter en weekend i Hongkong, hvor han gik på gaden med de unge oprørere. Hør ham forklare, hvad konflikten handler om, men også, hvordan den kan løses – uden alt for meget blod.
Lyt med og efterlad meget gerne en anmeldelse, der hvor du finder os!
Friday Aug 09, 2019
Friday Aug 09, 2019
Der er brug for en omfattende og hurtig omstilling af fødevareproduktionen og arealanvendelsen i verden.
Det var kort sagt, konklusionen, da FN’s klimapanel torsdag i denne uge i Geneve offentliggjorde endnu en rapport om de menneskeskabte klimaforandringer og om de tiltag, som er nødvendige for at mindske klimaforandringerne over de kommende år. Rapporten analyserer som den første fra FN sammenhængen mellem arealanvendelse som foreksempel landbrug og klimaforandringer og konkluderer, at hvis vi skal leve op til Parisaftalen og målsætningerne om at nedsætte udledningen af CO2 frem mod 2050, så kræver det en massiv omlægning af vores fødevareproduktion og arealanvendelse. Journalist fra indlandsredaktionen Martin Bahn er med i studiet.
Derudover kommer journalist Sebastian Gjerding i studiet for at fortælle om sammenhængen mellem en række racistisk motiverede massedrab og hjemmesiden 8Chan, som igen blev aktuelt efter sidste weekends massedrab i Texas, USA.
Endelig kommer indlandsredaktør Anton Geist i studiet og giver os et par borgerlige ord med på vejen. I denne uge har der været afhold sommergruppemøder i de to største partier i den borgerlige blok, Venstre og Dansk Folkeparti, og det sker i en tid, hvor blokken er mindre end på noget tidspunkt siden 1960 og ifølge flere borgerlige politikere mangler et fælles projekt. Så hvad skal samle de borgerlige?
Information har over sommeren bedt en række borgerlige politikere og debattører svare på det spørgsmål, og vi har i her Radio Information bedt Anton Geist om at give et – som man siger på nudansk – executive summary.
Friday Aug 02, 2019
Samtaler om Vesten: Flemming Rose og Rune Lykkeberg
Friday Aug 02, 2019
Friday Aug 02, 2019
Jeg har skrevet en bog om Vestens opgør med sig selv, Vesten mod Vesten, som udkom tidligere på året. Den bygger på fortællinger, film, litteratur, idehistorie, politik og samfundsforskning. Det er en analyse af nogle grundkonflikter og fortællinger om de kampe, der definerer vores samfund.
Men jeg må erkende, at jeg ikke selv har personlige erfaringer med de kampe, jeg er en biperson og en tilskuer.
Men jeg har i denne uges udgave af vores sommerpodcastserie, ’Samtaler om Vesten’, inviteret én, som har været en historisk hovedperson og selv har oplevet de voldsomme kampe i Vesten og det dramatiske had til Vesten.
Det er min ven og kollega Flemming Rose, som kommer i studiet og fortæller, hvordan han har oplevet konflikterne, og hvordan han ser dem i dag. I studiet havde jeg muligheden for at spørge Flemming til alt det, som jeg ikke selv havde erfaringer med, da jeg skrev bogen, og de spørgsmål, jeg siden er blevet opmærksom på. Og Flemming svarer generøst og tankevækkende på det hele.
Det er den sidste i denne sæson af sommersamtaler, og jeg er glad for, at vi kan slutte med en verdensberømt dansk intellektuel, og at modstandsavisen Information har en rigtig aktivist i studiet.