Episodes
Friday Jun 28, 2019
Den nye regering og hvad vi alle skal gøre for at nå klimamålet
Friday Jun 28, 2019
Friday Jun 28, 2019
»Den store grønne omstilling har potentiale til – er nødt til – at blive et fælles, nationalt projekt. Noget vi vil kunne ranke ryggen ved, og som gør det muligt at se vore børn og børnebørn i øjnene.«
Sådan skrev Jørgen Steen Nielsen i denne uge i anledning af vores nye regering. Jørgen er i studiet og tager hul på snakken om, hvad Mette Frederiksen, Dan Jørgensen, du, din nabo, og alle andre skal gøre for at vi kan virkeliggøre visionen.
Rune Lykkeberg er her naturligvis også – med en optur over det politiske mesterværk, han synes den nye regeringskonstellation er. For over hele den vestlige verden har vi efter Brexit-afstemningen og valget af Donald Trump set, at samfundsbærende partier er blevet svagere, og aksen mellem højre og venstre er blevet erstattet af nye, skrøbelige konstellationer. Men wup, så så man lige Mette Frederiksen.
Og så har vi besøg af debatredaktør Gry Inger Reiter og indlandsredaktør Anton Geist. De gennemgår ministerholdet – eller en bette håndfuld af dem – og har hver deres kæphest: Gry er træt af, at pressen, som på autopilot har mødt det politiske forståelespapir med krav om finansiering her og nu, mens Anton altså godt lige vil understrege, at alt tyder på business as usual på udlændingeområdet og finder det lettere ironisk, at de samme, der har råbt op om symbolpolitik i årevis, nu spises af med … symbolpolitiske indrømmelser.
Friday Jun 21, 2019
Copenhell, Habermas og Mette Frederiksen som klimaets Kennedy
Friday Jun 21, 2019
Friday Jun 21, 2019
Du har måske ikke hørt ordet før, men du kender dem helt sikkert. En ’battlevest’ eller ’battle jacket’ er de jakker af denim eller læder – oftest med afklippede ærmer – som metalfans fylder med patches (lapper) og badges med ofte ulæselige bandnavne. Og i disse dage fylder de København.
Der er Copenhell på Refshaleøen for tiende gang. Informations krigskorrespondent udi venlig voldelighed, Anita Brask Rasmussen, har fået en og kommer i studiet for at fortælle om sin kærlighed til musikken og den varme fest den skaber.
Tysklands – og måske verdens – største nulevende filosof, Jürgen Habermas fyldte 90 år i denne uge. Men hvordan var det lige det var, det der med den kommunikative rationalitet, moderniteten og den borgerlige offentlighed? Tysklandskorrespondent Mathias Sonne sætter dig ind i sagerne på en telefonforbindelse fra Berlin.
Og så har det ikke været svært for Rune Lykkeberg at banke en optur op i denne uge. Det er naturligvis over aftalen om at reducere den danske udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030. For med det er Mette Frederiksen med et en global klimahelt – ja, klimaets Kennedy har Rune lyst til at kalde hende, men gør det ikke, fordi det ville være lidt kikset.
Friday Jun 14, 2019
Grædende børn, speedsyngende kriminelle og endnu en valgoptur fra Lykkeberg
Friday Jun 14, 2019
Friday Jun 14, 2019
Er det okay at få børn til at græde for at fotografere dem og putte dem i avisen? Det er blevet heftigt diskuteret i den forgangne uge, ikke mindst på de sociale medier, efter at Information bragte fotoserien ’Vi har taget noget fra børnene’, der viser en række portætter af grædende børn. Kvinden bag kameraet, Sigrid Nygaard, kommer i studiet og fortæller om tilblivelsen. Og om hvad hun synes om kritikken.
Og så er der jo Folkemøde 2019. Det kommer dog ikke i år til at påvirke Radio Information – ud over at vi bliver nødt til at høre Lykkebergs optur telefonisk. Det er den heldigvis stor nok til, for hvor optur er det ikke lige, at BÅDE nationalismen og liberalismen fik lammetæv til folketingsvalget!
Kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde har været i biografenog se De frivillige, en ny dansk komedie, der får os til at holde med de speedsyngende perverse, og den er god.
Det er David Rehlings latter også. Og denne gang bobler den lystigt over den igangværende regeringsdannelse. Lyt og fnis med.
Og så må du ellers have en god weekend fuld af alle mulige slags følelser og deres medfølgende udtryk. For det meste er de forbigående og ganske uskadelige.
Friday Jun 07, 2019
Friday Jun 07, 2019
Dagen efter folketingsvalget skrev chefredaktør Rune Lykkeberg en leder med overskriften: »De røde vinder grønt folketingsvalg«.
Det var ikke kun en sejr for de røde partier, men også for det store flertal af danskerne, som mener, at klimaet har været det vigtigste politiske emne i valgkampen. Men efter den grønne valgsejr kommer det svære, siger chefredaktør Rune Lykkeberg: at vinde i virkeligheden.
Rune Lykkeberg kommer i studiet og forklarer. I forlængelse af det har journalisterne Martine Amalie Krog og Mette Kyed samlet 30 konkrete forslag til, hvad en kommende regering skal gennemføre på klimaområdet, for at kunne kalde sig grøn. Forslagene er indsamlet fra forskere, interesseorganisationer og borgere.
Kulturjournalist Lone Nikolajsen anmelder valgkampen og gennemgår højdepunkterne, og journalist Mette-Line Thorup fortæller om de sidste dage op til valget, hvor hun har fulgt Dansk Folkeparti. Det var slutningen på en epoke for partiet – og i dansk politik.